MOLDE er et godt bud på et nyt dansk rootsnavn, man skal lægge mærke til. Tænk Alison Krauss møder Alberte. Smægtende akkorder og veltunede korstemmer med bluegrass vibes fra the Appalachian mountains tilsat poetiske danske tekster inspireret af den nordiske natur og hverdagslivets sanselighed.

MOLDE mødte hinanden i en stue i Aarhus. Maria Molde havde været del af bluegrass-miljøet i New York gennem længere tid og kom hjem med en bunke nyskrevne sange. De andre MOLDE medlemmer stod hver især et sted i deres musikalske liv, hvor de manglede noget nyt at rive i. Tilsammen dækkede de mandolin, violin, banjo, guitar, cittern og kontrabas, og et akustisk string band med danske tekster og nordiske toner var født.

Maria Moldes lysende stemme er i front, virtuost bakket op af Uffe Holmsgaard Eriksen (tidl. Psalmodi), Jonathan Feig (tidl. Analogik) og Henrik Kunz (Dekadansorkesteret). Musikken er boblende og groovy båret frem af musikernes fælles kærlighed til folkemusikkens dybe rødder. Til koncerten på Kulturloft har MOLDE yderligere inviteret Mikkel Bøggild (Barrow) med på banjo og dobro, så vi forventer, det bliver en forrygende koncert!

STUNDOM
Stundom er lyden af ny nordisk folkemusik: Med en kærlighed til akustiske instrumenter inviterer trioen ind i sit eventyrlige lydunivers inspireret af filmmusik, kammermusik og traditionel nordisk folkemusik. Emma Elmøe, Julian Svejgaard og Villads Hoffmann har et unikt nærvær og går aldrig på kompromis med deres høje kunstneriske kvalitet. De deler en helt særlig kemi, og når de er sammen på scenen, udfolder der sig fortællinger og stemninger, som får tiden til at stå stille.

Historien om Stundom går langt tilbage: I et violinværksted i Vanløse fik Emma sin første violin af Villads’ far, og som Emma og Villads voksede op få huse fra hinanden, opdagede de en fælles kærlighed til folkemusikken. Allerede i 2015 vandt de to unge musikere prisen som Årets Nye Folk Navn ved Danish Music Awards, efter blot få måneder som duo. I 2018 gik de sammen med pianisten Julian for at indspille deres debutalbum Vandkanten. Siden har de tre venner været uadskillelige. Samarbejdet har bragt Stundom rundt på nogle af Europas største folk-festivaler såsom Celtic Connections [UK], Tønder Festival [DK], Het Lindeboom [FR] og Folkelarm [NO].

I september 2021 udkom Stundoms andet studiealbum “må jeg holde din hånd?”. Musikken handler om at turde tage springet ud i livet med åbne øjne og er både en hyldest til alle de stunder, trioen så inderligt har savnet under et års isolation og den eftertænksomhed, som er vokset ud af en brydningstid.

Besætning: Emma Elmøe, violin, Julian Svejgaard, klaver, Villads Hoffmann, cittern

mere kultur
18.05.22
Kaya Brüel og Ole Kibsgaard
Koncert
225 DKK (Medlem: 175 DKK)
03.06.22
Nanna Bech & out of the woods
Dobbeltkoncert
160 DKK (Medlem: 120 DKK)
10.09.22
The Doors Legacy
Koncert
200 DKK (Medlem: 150 DKK)