Nanna Bech
Nordisk Folk Noir og dyster americana mødes, når Nanna Bechs kvindeband indtager scenen. Der er noget ufiltreret over den danske sanger og sangskriver, der – som GAFFA beskriver det – serverer store sange i små forklædninger.

Den minimalistiske instrumentering og Nannas milde og pigede stemme står i stærk kontrast til teksterne, som er udfordrende, skæve og til tider makabre. Hun er i det hele taget en kunstner som ikke tager den gængse vej, men tør træde sine egne stier – på én gang underspillet og konfronterende. Nannas Bechs sange rummer historiefortællinger og tekster du har lyst til at lytte til og forstå, og hun skaber hurtigt et intimt og nært rum mellem scene og sal.

Nanna Bech debuterede på SPOT festival i 2017. Hun udgav sit anmelderroste debutalbum ‘I Could Kill You In a Thousand Ways’ i 2018, og var i 2019 på Tysklands-turne med Danish Vibes som et af fire udvalgte danske bands. Siden da har hun skrevet nyt materiale, givet en lang række koncerter rundt i Danmark og bl.a. udgivet den roste single og musikvideo ‘Traffic Light’ (2021). Nanna er i fuld gang med sit andet album og i 2022 venter en række nye singler og musikvideoer samt videoinstallationen Lost.

out of the woods
Bag kunstnernavnet out of the woods står sanger, musiker, komponist og producer Ditte Grube. Hun udgav i sommeren 2020 sit debutalbum Birds and Beasts på eget label GRUBETONE. Albummet rummer ti sange – skrevet, indspillet, mixet og produceret af Ditte selv i hjemmestudiet i Silkeborgskovene, hvor hun har fordybet sig i hver tone og lydlandskab med lige dele inspiration og stædighed, og har lavet en helt igennem personlig plade.

out of the woods tager dig med ind i et melodisk tusmørke af violinstrofer, en luftig vokal, kontrabas, klaver, guitarfingerspil, sagte trommer og en malende elguitar. Sangene er fyldt med personlige historier om alt fra søvnløshed og forliste venskaber til abstrakte rumrejser og angstens hvirvelstrømme. Som GAFFAs anmelder skrev: ‘sange, der alle fremstår som meget personlige og poetiske – uanset om de handler om konkreter eller abstrakte størrelser’.

Siden udgivelsen har hun turneret rundt i Danmark med albummet og sin guitar og sunget sine sange med en rolig skrøbelighed, med ærlighed og nærvær og i et tæt sammenspil med sit orkester. Med et dybt nærvær i musikken indtager out of the woods scenen, som live også befolkes af kontrabassisten Thomas Sejthen, guitaristen Christian Dietrichsen, violinisten Kristine Kier, trommeslageren Michael Andersen og Nanna Bech på kor og percussion.

mere kultur
29.11.22
Hønsestrik
Fortælleaften
75 DKK (Medlem: 75 DKK)
10.12.22
Thorbjørn Risager & Emil Balsgaard Duo
Blues'n'funk
150 DKK (Medlem: 100 DKK)
02.02.23
Baskery
Banjo-punk
195 DKK (Medlem: 150 DKK)