top of page

Alle os frivillige

Offentlig·13 medlemmer

Månedsbrev - januar 2024


Af Jan Houkjær

Booker og bestyrelsesmedlem på Kulturloft siden 2019, 46 år og bosiddende i Ebeltoft


Et nyt og særdeles vinterligt år er begyndt, og om få uger starter vi en ny sæson op på Kulturloft - og sikke én!


2023 viste, at vi har fået endnu bedre fat i publikum. Vi har aldrig solgt så mange billetter før. Flere koncerter i træk måtte meldes udsolgt.

Der gør en musikbooker som mig meget glad og stolt.

Det har givet blod på tanden, og i den nye sæson kommer vi til at præsentere flere artister fra allerøverste hylde:


Chris Minh Doky og Anne Linnet kræver nok ikke yderligere præsentation, og det behøver vi heller ikke: billetterne er alligevel allerede udsolgt. Og lur mig, om ikke også andre navne som Kajsa Vala, Mike Andersen og Signe Svendsen kommer til at sælge særdeles godt. Jeg tænker at vi får nogle forrygende aftener på loftet med god stemning og godt barsalg.


Et af de navne, jeg personligt glæder mig mest til, er dansk-koreanske Ki!. Det er svært at beskrive genren, for det lyder ikke rigtig som noget, man har hørt før. Et sammensurium af rytmer og lydbilleder fra alle verdenshjørner.

På SPOT Festival i foråret 2023 spillede Ki! ikke mindre end tre koncerter på scenerne i Århus. Den amerikanske musikjournalist og redaktør på Rolling Stone Magazine, David Fricke, var som altid taget en tur til Danmark for at opleve festivalen. Han beskriver selv Ki! som sin store opdagelse dette år, og Fricke sørgede for selv at være til stede til alle tre koncerter med Ki! under festivalen.


Bookingerne tegner et fint billede af det, Kulturlofts program skal kunne rumme.

Chris Minh Doky er efterhånden en kær genganger og publikumsfavorit, så når man får tilbudt besøg af ham igen, så er svaret et oplagt ja, tak!

Med Anne Linnet bevæger vi os op i et lidt højere prisniveau, og der skulle da også regnes lidt på billetpris og etableres sponsoraftale, før vi turde bekræfte aftalen.

Nervøsiteten over, om folk ville købe billetter, blev gjort til skamme, da billetterne blev udsolgt noget hurtigere end vi er vant til.

Ki! repræsenterer det nye og skæve, men på lige så højt musikalsk niveau som de langt større navne. Der skal også være plads til at rykke grænser og lade publikum opdage nye ting.


I 2024 vil vi også komme til at se flere arrangementer i samarbejde med andre aktører. Om det er sammen med holdet fra Maltfabrikken, Syddjurs Bibliotek, en jazzfestival eller teatre, så vil vi gerne være med til, at der kan afvikles endnu flere kulturelle arrangementer på vores skønne spillested.

Eksempelvis kan vi til februar sammen med Syddjurs Egnsteater præsentere børneteaterstykket Da Lilleræv blev STOREBROR.

Det vil jeg glæde mig til at opleve.


Der er et par arrangementer i foråret, der endnu ikke er offentliggjort. Det kan I glæde jer til.


Efterårsprogrammet er så småt ved at tage form, og i al beskedenhed tror jeg, at 2024 bliver et endnu mere succesrigt år end 2023.

Om gruppen

Denne gruppe samler alle de aktive frivillige på Kulturloft....
bottom of page