top of page

Et år i fællesskabets og kulturens tegn

2024 blev endnu et markant år for Kulturloft – med store navne, nytænkning, stærke samarbejder og fællesskab. Det fortæller denne pressemeddelelse lidt om, med afsæt i formandens beretning på den seneste generalforsamling i foreningen Ebeltoft Kulturhus – foreningen bag Kulturloft.





PRESSEMEDDELELSE

Kulturloft i Ebeltoft: Et år i fællesskabets og kulturens tegn



2024 blev endnu et markant år for Kulturloft – med store navne, nytænkning, stærke samarbejder og fællesskab.


Kulturloft har i 2024 været en energisk og mangfoldig drivkraft for kulturlivet i Ebeltoft. I årets løb er det blevet til hele 49 arrangementer – fra teater for de mindste til store navne som Anne Linnet og The Savage Rose. Kulturloft har en flot medlemsbase på over 400 medlemmer, hvoraf mange flittigt besøger Kulturloft, men Kulturloft tiltrækker også nye gæster, som kommer til Kulturloft for musikprogrammet og den særlige stemning. Året har budt på både fornyelse og traditioner, og det hele har været båret af noget ganske særligt: Frivilligheden og fællesskabet.


"Vi har turdet satse, tænke nyt og tage større kunstnere ind – og publikum har kvitteret med stor opbakning. Det gør os stolte og håbefulde for fremtiden," udtaler bestyrelsesformand​ for Ebeltoft Kulturhus, Chris Frey Etefors.

Et samlingspunkt drevet af hjerteblod


Bag de mange arrangementer står en imponerende frivillig indsats. Hele Kulturlofts daglige drift, koncerter, vedligehold og kommunikation bæres af et team af passionerede frivillige, som tilsammen lægger timevis af arbejde – svarende til mindst fem fuldtidsstillinger. Det ville være umuligt at forestille sig et velkørende Kulturloft uden denne indsats, og derfor var der også god grund til både at fejre og pleje det frivillige fællesskab i 2024. Det blev til en vellykket sommerfest og en nytårskur med støtte fra Sparekassen Djursland med inspirerende oplæg, hygge, god mad og en masse røverhistorier. Det er tydeligt, at den varme og glæde, der opstår blandt de frivillige også smitter af på både publikum og artisters oplevelse af at besøge kulturloft. Det frivillige engagement skaber altså ikke bare arrangementer – det skaber varme, nærvær og oplevelser, som både publikum og kunstnere bærer med sig.



Samarbejder, der styrker kulturen


Kulturloft har i årets løb styrket samarbejdet med både Maltfabrikken, Lundbergs og Syddjurs Kommune og har også været med i Kulturring Østjylland, hvor unge blev inviteret ind for at prøve kræfter med at arrangere koncerter. Den samarbejdende linje fortsætter og udbygges i 2025 med to store udendørskoncerter (Søren Huss og Sebastian) i den hyggelige Maltgaard, mad-og-musik-arrangementer samt andre endnu hemmelige formater. De fælles indsatser og brug af hinandens kompetencer gør det muligt at løfte arrangementernes niveau og tænke nyt til gavn for borgerne i Ebeltoft og omegn.


"Vi ser os selv som en vigtig brik i det samlede kulturbillede – både i byen og kommunen. Det forpligter, og det motiverer os til at blive ved med at udvikle os," siger Chris Etefors.

Med hjælp fra hinanden kan mere lade sig gøre. I den forbindelse er det naturligvis også vigtigt at nævne støtten fra Kulturlofts sponsorer. Kvadrat, Sparekassen Djursland og flere andre har gjort det muligt at realisere store drømme – herunder opgraderingen af husets møblement og satsninger på større produktioner.


 

Fremtiden er fyldt med nye toner og optimisme


Allerede nu er 2025 skudt i gang med en perlerække af arrangementer, hvor både dødsmetal og svenske viser, jazz og folkemusik, talks og julekoncerter viser bredden og ambitionen. Og de store navne fortsætter – Alberte Winding er allerede udsolgt, mens billetsalget til Caroline Hendersons julekoncert drøner af sted. Samtidig prioriterer Kulturloft også den nye musik og lokale kunstnere med stort musikalsk potentiale. Blandt andet Mols-orkestret Sidste Udkald, som i skrivende stund også nærmer sig en udsolgt koncert d. 19. april.


"Vi tror på kulturen som en vej til fællesskab, identitet og glæde – og vi er klar til endnu et år, hvor vi sammen med vores publikum og frivillige skriver nye kapitler i Kulturlofts historie."

Kulturloft går ind i det nye år med en stabil økonomi, et stærkt hold frivillige, et flot program og en ukuelig tro på fremtiden . Der investeres løbende i både fysiske rammer og menneskelige ressourcer ud fra ønsket om, at Kulturloft i mange år frem kan være et vigtigt og dejligt kulturelt samlingspunkt for mennesker i lokalområdet.


"Vi gør det her, fordi vi tror på det. Fordi vi elsker det. Og fordi vi kan mærke, at det gør en forskel."



Den nye bestyrelse i Foreningen Ebeltoft Kulturhus efter den ordinære generalforsamling 2025.
Den nye bestyrelse i Foreningen Ebeltoft Kulturhus efter den ordinære generalforsamling 2025.

Kulturlofts formand Chris Etefors fremlægger her sin formandsberetning på generalforsamlingen 2025.

Musikansvarlige på Kulturloft, Jan Houkjær, fortalte om det spændende og alsidige program, som man kunne opleve på Kulturloft i 2024.


bottom of page