top of page
Forfatters billedeWebmaster

Kulturloft har fået ny hjemmeside

Opdateret: 12. aug. 2023

Nu er der mere indhold og flere muligheder på vores hjemmeside – både for den besøgende og for vores mange frivillige.

Nu kan vi på flere måder informere, servicere og aktivere de besøgende på hjemmesiden – ikke mindst vores mange frivillige. Desuden har vi fået en tydeligere selvstændig identitet samt bedre mulighed for at præsentere tanker og ideer, nye tiltag og vores sponsorer.



Nyheder og blog

Med funktionen Nyheder og blog er det vores tanke og ambition løbende at bringe nyt om det væsentlige samt præsentere Kulturloft-rettede kommentarer, tanker og ideer i forskellige blogindlæg. Der er løbende meget vi godt vil fortælle. Nu skal vi så blot også finde tiden som frivillige til det.


Ris, ros og gode ideer

Som besøgende på hjemmesiden er der også blevet skabt mulighed for, at du kan blive hørt. Der er nu en formular på forsiden til ris, ros og gode ideer. Tanken er, at vi sammen kan gøre Kulturloft endnu bedre. Vi ser alle de indsendte beskeder, men du kan ikke forvente et svar fra os. Det håber vi, der er forståelse for.


Nyhedsmail

En anden ny funktion, placeret nederst på alle hjemmesidens sider, er et tilmeldingsfelt til vores kommende nyhedsmail. Nu skal vi lige have det hele sat op og i funktion, men vi har en ambition om at udsende en nyhedsmail én gang om måneden.


Fokus på sponsorer

Vi er også glade for, at vi nu i højere grad kan gøre vores sponsorer mere synlige. De har fået deres eget afsnit på hjemmesiden, hvor der er plads til noget mere end blot et logo. Den økonomiske hjælp, de repræsenterer, har stor betydning for Kulturloft. Derfor tilbyder vi også, ud over synlighed, forskellige ”kulturpakker” til vores sponsorer.


Gavekort

Det er nu også blevet muligt at give en god oplevelse på Kulturloft som gave. Vi har i samarbejde med YourTicket lavet et gavekort, som kan bestilles, betales og generes online – lige til udprint. Vi har også fået fremstillet et særligt omslag til gavekortet, som kan hentes gratis. Vi arbejder på, at det kan lade sig gøre på Syddjurs biblioteker i deres bemandede åbningstid og/eller på andre udvalgte steder. Se link til gavekort på forsiden af vores hjemmeside.


Nye tiltag på Kulturloft?

På hjemmesiden bør du også fremover holde øje med nye tiltag. Vi har længe haft ”VidenSkabet”, som i samarbejde med BMA primært har taget sig af Livestream-foredrag fra Aarhus Universitet. Det er blevet en fast aktivitet på Kulturloft. Nye ideer af forskellig art ”bobler” omkring os. Vi får se, hvad der måske bliver til en mere eller mindre fast aktivitet på Kulturloft.


Særligt rum for de frivillige

Vi har med den ny hjemmeside også haft fokus på at gøre den til et redskab for de mange frivillige medlemmer, som driver Kulturloft. Denne eller disse funktioner har vi placeret i et afsnit, vi kalder Maskinrummet (MR). Her kan alle besøgende på hjemmesiden få et overblik over de mange funktioner, som de frivillige påtager sig – lige fra baren til bestyrelsen og de mange forskellige udvalg. Andre dele af Maskinrummet ligger bag et login, som kun de frivillige har adgang til. Her er der en oversigt, hvor frivillige kan finde hinanden, en chat-funktion, digitale grupperum, et forum til det fælles samarbejde samt et dokumentarkiv.


Koncerter er det primære

Koncerter og lignende er helt klart stadig vores hovedfokus, og her er vi glade for, at mange dygtige og spændende kunstnere er rigtig glade for at optræde på Kulturloft. Så hold løbende øje med vores program på hjemmesiden – og vores nyhedsmail, når den kommer i luften.


Sammen bliver vi bedre

Kig dig omkring på hjemmesiden og meld gerne tilbage, hvis du finder fejl og mangler – eller har gode ideer til, hvordan hjemmesiden kan blive bedre. Og hvis du ikke allerede er medlem af foreningen Ebeltoft Kulturhus, som står bag Kulturloft, er det måske værd at overveje. Så får du også en stemme på vores generalforsamlinger. Du kan selvfølgelig også vælge at blive en af de mange frivillige. Alt sammen kan du læse mere om på hjemmesiden.

170 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page