top of page

Kulturloftets varme, bankende musikhjerte


Jan Houkjær
Jan Houkjær

I de dejlige rammer hos Go Kaffe på Havnevej har jeg aftalt at mødes med Jan Houkjær, som er musikansvarlig i Ebeltoft Kulturhus.


”Der kommer Kulturloftet” udbryder en af gæsterne i lokalet, da Jan træder ind ad døren.


Og det er jo ikke helt forkert. Som den der har ansvaret for musikprogrammet på Kulturloftet (i samarbejde med andre gode frivillige) er det nærliggende at sætte lighedstegn mellem Kulturloft og netop musikken, og dermed Jan.


Opfattelsen af at Kulturloft ”kun” er musik er nu noget af det Jan gerne vil udvide - mere om det senere.


Fra det bløde grønne Sydsjælland har Jan taget en rejse til smørhulspletten Ebeltoft. Jan kendte Ebeltoft fra barndommens ferier hos sin jyske fars familie, så det var ikke helt ukendt land.


FAKTABOKS:


  • Bestyrelsesmedlem og musikansvarlig for Kulturloft


  • Sparring og samarbejder med Nordklang Festival


  • Sparring og samarbejder med ROSA


  • Uddannet Serviceøkonom og i Offentlig Administration

  • Arbejder i Syddjurs Kommune


  • Bestyrelsesmedlem Djurslands Feriefond


  • Bor i Egsmark med 3 delebørn og Bob Hund


Musikgryden slog muligheden for at blive tolk I Bruxelles


At studere erhvervssprog i Odense gav mulighed for at blive frivillig på spillestedet Rytmeposten, og her fik Jan for alvor smag for det at levere musikalske oplevelser for andre mennesker.


Som frivillig fik Jan mulighed for at prøve alle facetter på det regionale spillested. Fra baropgaver over bookingopgaver, det store overblik og samarbejde med de mange andre frivillige.


Det blev til et skift i studieretning, og en uddannelse som serviceøkonom. Her refererer Jan til en spændende praktik – og senere ansættelse i Cirkusbygningen som lærerig og noget der flyttede noget.


I den efterfølgende ansættelse som studenterhusleder i Næstved fik Jan lejlighed til at have ansvaret for driften af Studenterhuset med alle funktioner i et hus med masser af liv og MUSIK. Mødet med mange af de bands vi i dag kender som de store, var en del af det, men ingen der møder Jan kan være i tvivl om at det der tænder ilden, er glæden ved at give andre mennesker den gode oplevelse.


Jan har gennem mange år også været tilknyttet ROSA (´Dansk Rock Samråd) og Spot Festivallen. Både med konkrete opgaver med organisation og som sparringspartner. Endvidere er Jan tilknyttet den Schweiziske Festival Nordklang – her præsenteres moderne og traditionel nordisk musik.



Familien fylder


2012 - Flytningen til Ebeltoft og etablering af en familie med 3 børn samt uddannelse i offentlig administration gav en naturlig pause i fritidsengagementerne.


Med job i Novasol, senest i ledelsesfunktion, og siden i Syddjurs Kommune er der gradvist blevet mere overskud til opgaver i musikkens tjeneste.


I dag er børnene 14,12 og 10 år så der er stadig fokus på far-rollen, men dog mere tid til at engagere sig i fritiden – og det nyder Kulturloftets gæster, andre frivillige og samarbejdspartnere rigtig godt af. Flere bookere og musikere tror fejlagtigt at Jan er ansat, men det er – som for resten af holdet – timerne udenfor arbejdstiden der lægges i arbejdet.



Kulturloftet på Maltfabrikken bliver en realitet


Spillestedet på den gamle maltfabrik skulle fra starten være et væsentligt kulturelement og Jan blev en del af den bestyrelse, der skulle sikre at det blev en realitet. Der var mange opgaver og noget nyt skulle bygges op – med afsæt i de etablerede elementer fra det tidligere Kulturministeriet.


Det var en spændende opgave og der blev prøvet forskellige koncepter af. Ikke mindst på baggrund af udfordringerne i en tid med Covid-19 og restriktioner.


Musikken og dermed Jans arbejde har gennem hele perioden været omdrejningspunktet – og gæstebogen i backstagerummet vidner om at musikere der kommer til Kulturloftet er glade for at være her.


Kulturloftet er et smukt og intimt rum, der leverer rammer for nærvær og særlige oplevelser for gæster og musikere. Jan & Co sørger for at mange forskellige kunstnere kommer hertil.


 

De små og store kanoner


Programmet på Kulturloftet byder på stor diversitet. Fra den nyetablerede lokale unge sanger eller bandet, der er på scenen for første gang, til de store danske navne - og så ind imellem de helt store kanoner.


En af disse var canadiske Ariel Posen, som indledte sin Europatour med Kulturloft og Ebeltoft øverst på tourplakaten. Med fuldt hus til en af de kun 3 koncerter i Danmark tiltrak han fans og fangrupper fra Danmark, hele Norden og Tyskland. Flere benyttede lejligheden til at stifte bekendtskab med Ebeltoft, lejede sommerhuse og fandt overnatningssteder.


Jan har et stort netværk blandt musikere og bookingbureauer. Herfra kommer forskellige tilbud når en kunstner tager på tour, men Jan benytter også netværket og besøg på bl.a. Spot Festival til at lytte til og udvælge mulige navne.


Netop bredden i programmet, så der noget for alle – for stamgæsterne, frivilliggruppen, lokalsamfundet, sommerhusgæsterne og så de store navnes fangrupper er vigtigt for Jan at holde fast i.


Balancen mellem de nicheprægede og de mere kendte navne er væsentlig – også for økonomien. På et lille sted med plads til få gæster er dette en løbende udfordring.


Ved møder i musikudvalget gennemgås programmet og der drøftes økonomi i de enkelte og det samlede program.



Fremtidsdrømme/ønsker


Jans drømme for Kulturloftet i fremtiden handler om hvad der er godt for Kulturloftet.


Håbet om at der vil være endnu flere, der vil arrangere både musik og andre aktiviteter. Meget gerne jazz, klassisk og oplevelser for børn.


Netop en sådan model kan passe godt til de frivillige, der ønsker/kan engagere sig i kortere perioder og i en mere projektorienteret model.


Et fortsat godt og stærkt samarbejde med ungemiljøet Rampen – og Maltfabrikken generelt er også på ønskesedlen.


Andre ønsker kunne være styrket samarbejde med Filmhøjskolen og andre aktører i byen, og at bidrage til udvikling af en fødekæde med øvelokaler og support for nybegyndere udi musikken.


Måske med minikoncerter på andre lokaliteter når stjerner gæster Kulturloft, og opvarmning på Kulturloftets scene fra de helt nye og sprøde.


Og så håber han at der vil komme flere muligheder med ikoner som Ariel Posen – måske en Daniel Lanois eller lign. - og at Kulturloftet har modet til at engagere dem.


At endnu flere kommer til at kende til Kulturloft/ Ebeltoft Kulturhus og det særlige DNA der udgøres af frivilligheden og en selvstændig organisation.


At Kulturloftet er og bliver ved med at være et levende Kulturhus.



Hjertet banker særligt når musikken spiller


Når du en aften ser Jan stå bagest i lokalet og smile, så er det fordi han glæder sig – helt ind i det musikalske hjerte – over at tingene lykkes. Fra kontrakten med kunstneren over alt hvad der er imellem – og ikke mindst de frivillige igen igen leverer den stemningsmæssige ramme – til musikken spiller og gæsterne er glade.


Tingene er lykkedes.  Og når han så kigger i gæstebogen og band’et har sagt TAK – ja så går alt op i en højere enhed.



Forfatter: Bente Steffensen

 

Om månedens portræt


Med portrætter af de frivillige ved Kulturloft/Ebeltoft Kulturhus vil vi gerne sætte lyset på de mange dygtige og engagerede mennesker der lægger kræfter, viden, erfaring og masser af timer i arbejdet for det bedste spille-/kultursted.

 

Der er en kæmpe kapital af ressourcer i denne gruppe, der rummer en sand mangfoldighed – på alle planer.

bottom of page