Power-par med erfaring, energi og fokus på netværk
- Webmaster

- for 1 dag siden
- 4 min læsning

På en grå og regnmættet eftermiddag møder jeg Merete og Hans Jørgen Andersen i deres hjem i Smuglerstien – ganske tæt på det vi skal tale om: Kulturloft/Ebeltoft Kulturhus og det frivillige arbejde de to leverer og har leveret gennem de seneste 12 år.
Både Merete og Hans Jørgen kommer fra Aarhusområdet hvor de i ungdomsårene nød musikken på de ikoniske spillesteder i Aarhus.
Merete er uddannet lægesekretær og har arbejdet i 25 år på Aarhus Kommune Hospital og senere på Børne-ungdomspsykiatrisk Afdeling.
Hans Jørgen er uddannet typograf, har arbejdet på Aarhus Stiftsbogtrykkerie og Hornslet bogtrykkeri som faktor. Her fik Hans Jørgen erfaring med projekt- og generel ledelse. Senere lagde han regnearkene fra sig og tog job som vicevært i en boligforening. Her kunne Hans Jørgen nyde det udendørs liv og udfolde sine tydelige evner for arbejdet med mennesker.
FAKTABOKS:
Merete Andersen
Forskellige opgaver med barvagter m.v.
Hans Jørgen Andersen
Kalenderstyring på ”Hjulet”, indkøb og lagerstyring af drikkevarer.
Begge nu på efterløn/pension
Øvrigt engagement i Ebeltoft:
Glas – Museet for glaskunst
Havhaverne
Maltpedellerne
Repaircafeen
Tilflytterne
De to flyttede til Ebeltoft i 2014 efter at have solgt deres helårs- og sommerbolig. Som nye i byen kom de som gæster på det daværende Kulturministeriet og oplevede den gode stemning og åbenhed som kendetegnede stedet. To af de garvede frivillige, Kalle og Else, åbnede netværket for de nytilflyttede – og det førte til venskaber og netværk, der stadig bidrager til det gode liv for Merete og Hans Jørgen.
”Vi oplevede to mennesker der åbnede deres netværk og sind for os, og vi blev en del af den flok dedikerede mennesker, der bar stedet – og udviklede det til at kunne være en væsentlig del af fundamentet for at skabe Maltfabrikken som kulturfyrtårn” siger Merete.
Hans Jørgen tilføjer ”Kulturministeriet var ustruktureret på den gode måde. Der var mange forskellige aktiviteter for både børn og voksne – mad, teater, foredrag mv. – der skete altid noget”
Som bestyrelsesmedlem og aktive var der masser at rive i. Hans Jørgen blev Maltpedel og Merete var del af arbejdsgrupperne – bl.a. ”Plakatpigerne”, der sørgede for synlighed.
Flytningen til Kulturloftet på Maltfabrikken
De frivillige skulle finde fødderne i nye rammer både fysisk og hvad angår det organisatoriske og praktiske. Ikke alle af Kulturministeriets frivillige fulgte med – men det gjorde Merete og Hans Jørgen heldigvis for stedet og de mange mennesker der kommer på Kulturloftet.
Kulturloft som rammen om fællesskab
Fællesskabet og samværet er vigtige elementer i frivilliggruppen på Kulturloftet. ”Det skal være rart og sjovt at være frivillig på Kulturloftet” siger de to samstemmende.
Det har alle et ansvar for at hjælpe hinanden med. ”Måden man møder hinanden, gæsterne og musikerne på er noget ganske særligt, og det der bliver lagt mærke til”.
Om det er en vagt ved fadølshanerne, backstage eller på den meget vigtige post, det er at tage imod gæsterne i døren, så er fællesskabet, glæden og tilliden til hinanden det der driver værket.
En ekstra dimension er samarbejdet med de nye og yngre frivillige, der løbende stempler ind som frivillige. På spørgsmålet om hvordan samarbejdet fungerer med netop de nye, svarer de:
”Det er rigtig dejligt med nye i gruppen, og deres ideer og energi er med til at løfte samarbejdet”.
Begge roser også musikplanlæggerne. ”Som frivillig kommer man til at opleve mange forskellige genrer – også noget, man måske ikke lige troede var noget for én”.
Uanset om det er kendte navne eller det lille lokale debut-band, så bliver de taget kærligt hånd om og leverer til gengæld stærke præstationer.
”Fællesskabet og mangfoldigheden er det der betyder allermest for os”.
De nævner igen og igen samværet – det at skabe noget sammen med andre, netværket, de gode stunder sammen.
Begge deltager så vidt muligt i arbejdstirsdagene og det sociale samvær på disse dage. ”På disse arbejdsdage er det både rundstykkerne, oprydning og trimning af faciliteterne, vi tager fat på – men det vigtigste er at være sammen” siger Merete.
Hans Jørgen har efter en længere ”læretid” hos en anden af de stærke frivillige, Tyge Lund, overtaget ansvaret for drikkevarerne på Kulturloftet. Dertil styring af kalender/”Hjulet”, hvor frivillige tilmelder sig vagter. Plus alt det andet Hans Jørgen tager sig af.
Forandringens vinde og fremtiden
Både Merete og Hans Jørgen er klar til at fortsætte med arbejdet på Kulturloftet og på spørgsmålet om hvad deres drømme for Kulturloftet er, svarer de:
”Fortsat udvikling og mange gæster – flere unge, gerne i bestyrelse og arbejdsgrupper – at mangfoldighed og fællesskab bliver ved med at være kernen”.
Merete og Hans Jørgen hviler ikke på hverken laurbærrene eller falder i staver over den smukke udsigt over vigen og mod Mols Bjerge.
Mange timer tilbringes i deres lille fine ”skur” på havnen – de er netop nu ved at forberede årets julefrokost i de pittoreske rammer.
De rejser også gerne sydpå til Spanien, tanker op og nyder solen. Ligesom de er klar når vennerne tager dem med ålekvasen Rigmor på en helt særlig overnatningstur på Hjelm. Her er de begge klar til at tage imod netop en unik oplevelse – og føje den til de mange andre de har med sig. Deres opbakning til nye initiativer og ildsjæle er noget som også Go Kaffe og andre nyder godt af.
Med en bolig så tæt på, er det også naturligt lige at slå et sving forbi Kulturloftet og sikre, at alt er på plads og opleves rart for frivillige og musikere.
Med sådan et par som en del af ”frivillig-ankeret” omkring Kulturloft/Ebeltoft Kulturhus er der god grund til at bevare optimismen. Tak for jer to!
Om månedens portræt
Med portrætter af de frivillige ved Kulturloft/Ebeltoft Kulturhus vil vi gerne sætte lyset på de mange dygtige og engagerede mennesker der lægger kræfter, viden, erfaring og masser af timer i arbejdet for det bedste spille-/kultursted.
Der er en kæmpe kapital af ressourcer i denne gruppe, der rummer en sand mangfoldighed – på alle planer.
