Ariel Posen gav et brag af en koncert på Kulturloft
- Webmaster
- for 3 dage siden
- 3 min læsning
Der er en mild duft af øl fra gårdbryggeriet, et strejf af Chardonnay og en blød sky af forskellige mandeparfumer. Midt på gulvet står en flok mænd og puffer til hinanden med forventning i øjnene. I aften er de ikke kollegaer, fædre eller pligtopfyldende mænd. I aften er de bare store knægte igen, klar til at se deres guitarhelt.
Unge kvinder med sort makeup og slidte band-T-shirts glider målrettet gennem menneskemylderet som små mørke svaler. Langs siderne sidder det mere rolige publikum, dem der er draget ud i vinterkulden for at finde varme i musik og fællesskab. Der er mange nye ansigter på Kulturloft.
Stemningen summer. Blikke flakker mod scenen, hvor lilla lys og blå røg begynder at male løfter i luften. Selvom dørene har været åbne i snart ti minutter, vælter folk stadig ind. Vinterjakkerne vokser efterhånden til et bjerg ved siden af mig. Herinde er der varmt af mennesker, som en skarp kontrast til snevejret udenfor.
Endelig sker der noget. Cathal Murphy går på scenen. En spinkel irsk skikkelse træder frem med et smil, der kan smelte selv den stiveste cowboyhat i lokalet. Et smil, der lægger en tryghed over os alle, før én eneste tone er slået an.
“Come on, Ebeltoft, we are gonna have fun. Come closer!”
Vi danskere trisser høfligt, men nysgerrigt frem. Stadig en smule tilbageholdende med at komme hinanden for tæt.
Cathal guider os gennem sit lydunivers, og jeg svømmer væk i stemningen. Hans nærvær farver musikken, og hans stemme driller os. Han rammer hele tiden noget uventet. Han lader os klappe rytmen under sig, og pludselig går det op for alle: Rummet er fyldt med musikere. Ikke nødvendigvis professionelle, men mennesker med rytme i alle størrelser.
Vi falder ind i takt sammen som én stor, levende puls. Cathal roser os for at være fokuserede og aktive lyttere. Han får sin velfortjente klapsalve, og alle er nu kampklar til hans gode kammerat, Ariel Posen.
Værten Torben træder frem med stolthed i stemmen og lader os forstå, at vi har fået noget ganske særligt på besøg.
“Ja, egentlig er han nok et for stort navn til Kulturloftet. Men — who cares!? Det lykkes!”
Publikum må holde et brøl tilbage, da den mørkhårede mand med det koncentrerede ansigt går på scenen, og mandegruppen dasker ivrigt til hinanden.
“Whats uuuuuuuup, Ebeltoft!”
Ariel slår guitaren an — og dermed også sin tour i gang. Kulturloftet er første stop, San Francisco det sidste. Der går en sitren gennem salen. Boblen springer, og rocken vælter ud af højttalerne. Trommer og bas lægger et landskab, bredt og sikkert, mens guitaren suser afsted som en tung motor på åben vej. Og vi er alle med som passagerer.
Publikum kender tegnene, bevægelserne, de små musikalske blink. Man kan næsten se folk indånde guitarsoloerne. Her er en uskreven forståelse for, hvordan Ariels univers skal bakkes op.
Han samler os til sidst i fællessang, stemmer flettet sammen. Et øjeblik føles det, som om hver eneste person i rummet er udvalgt af ham. Her er en mand, der leverer et dybt professionelt sceneshow og samtidig inviterer alle med ind i den intense oplevelse af ham.
Da tonerne ebber ud, springer han ned mod publikum med et muntert “Meet me at the merch table!” Selv dér bliver magien ikke brudt. Den flytter sig bare ned blandt os.
Jeg når at fange den første musikers blik og spørger, lidt forpustet af øjeblikket, hvorfor de har valgt netop dette sted. Han smiler, som om svaret er det mest selvfølgelige i verden:
“I don’t know. But I’m really glad we did. This place is so awesome.”
Og dér står jeg, mens menneskestrømmen bølger mod bordet, med et lille smil for mig selv. Nogle siger, man aldrig skal møde sine helte. Men nogle aftener, på steder som dette, kan man være heldig at møde mænd som Ariel Posen.
Julie, Kultuloft-frivillig
Du kan se flere billeder fra koncerten her (hvis du har Dropbox)
