Når intensiteten slipper fri

Et portræt af den internationalt anerkendte frontman og sangskriver Mike Hecchi.

Portrættet er skrevet og tilrettelagt af Julie-Margrethe Gerd Estholm.

“At sætte sig selv på spil, angsten for at fejle. Eufori er angstens kontrapunkt.”

Første gang jeg oplevede Mike Hecchi live, skete der noget dragende. Det føltes en anelse farligt, og derfor svært at slippe igen. I et splitsekund, hvor tanken løber hurtigere end fornuften, overvejede jeg, om man egentlig kan forlade madpakker og varmeregninger og bare følge ham til Brasilien med en enkelt hørkjole i kufferten. Jeg lukkede øjnene et øjeblik og befandt mig pludselig i en dueblå hængekøje ved stranden, hvor det hvide sand, de sorte jabuticaba-bær og en blid bossa var det eneste, der fandtes. Da jeg kom til mig selv igen, sad jeg stadig på en flad lakeret festivalsbænk med et gennemsigtigt plastikkrus i hånden. Det er netop dér, Mike Hecchi sætter noget i bevægelse. En sprække i den velordnede danske virkelighed, hvor risiko, sårbarhed og en sceneenergi fuld af uro og eufori får lov at eksistere.

For Hecchi er scenen et sted, hvor noget skal sættes på spil. “At sætte sig selv på spil, angsten for at fejle,” fortæller han. “Jeg har lært at invitere den ind fremfor primært at frygte den. Man kan ønske den væk, men den skal være der som modvægt for at opnåmomenter af noget sublimt og større. Euforier angstens kontrapunkt.”

Den spænding mellem risiko og ekstase ligger som en understrøm gennem hans musik. Ikke alle sange udspringer af hans eget perspektiv. “Jeg går ofte i karakter,”siger han. “En del af sangene er skrevet som roller, jeg ikke er i enighed med og ikke bryder mig om. Det er ikke mit perspektiv, men noget jeg i en vis grad er nødt til at karikere for at kunne være i det.”

På scenen kan der derfor dukke sider frem, som ellers ikke findes. “Jeg kan finde sider i mig frem dér på scenen som intet andet sted.”

Hans musikalske univers er heller ikke bundet til én tradition. Hecchi beskriver selv sit lydunivers som et slags fusionskøkken, hvor intet krydderi kan stå alene. Som han selv formulerer det, har hans musikalske rejse været global, en form for opdagelsesrejse gennem forskellige musikalske landskaber og indflydelser.

Men nogle øjeblikke på scenen er mere skrøbelige end andre. Når han synger Luna Llena, en spansk vuggevise skrevet ud af en dyb følelse, sker det ofte, at han selv bliver overvældet. “Den er så intens, at jeg nogle gange græder, mens jeg synger den,” fortæller han.

En aften i København kom en colombiansk kvinde op efter koncerten med tårer i øjnene. Hun havde forstået hvert eneste ord. “Det var helt specielt at have delt det med én, der virkelig forstod.”

Selv når sproget ikke forstås, kan der opstå noget andet. “Når publikum indlader sig på mødet,” siger han, “kan der opstå en synergisk effekt. En form for samhørighed, tæt på forelskelse.” Han fortæller om en festival, hvor stemningen voksede så meget, at selv lydmanden til sidst forlod pulten for at gå med i en gigantisk conga-line gennem publikum.

For Hecchi er musikken både et behov, et kald og til tider en afhængighed. Samtidig ser han sig selv som “en dystopisk krydsning mellem en samtidshistoriker og en graverjournalist”, der forsøger at observere og kommentere sin samtid gennem musik.

Hvis koncerten efterlader et mærke, håber han selv, at det sidder et ganske bestemt sted. “I akillessenen,” siger han. “For så betyder det, at der har siddet en pil, der har prikket til selvforståelsen. Jeg har ganske vist affyret den, men pilen har du selv skabt.”

Mike Hecchi har som foregangsmand skabt en kulturel betydning ved at tage Latinamerika med hjem til os andre i lille Danmark. Ikke som en souvenir, men som noget levende, der fortsætter med at vibrere i rummet og i mennesker længe efter, at han har forladt scenen.