Mike Hecchi - 19. marts 2026 på Kulturloft
- Webmaster
- for 1 dag siden
- 3 min læsning
To ovale projektørlamper skinner ud over publikum. De indrammer seks bogstaver bøjet i neonrør, sat i en rækkefølge, de fleste af os knap nok kan udtale korrekt.
Så træder Mike Hecchi ind på scenen som en figur, der allerede har levet flere liv, end jeg helt kan rumme.
Han sætter sig.
Og bliver siddende det meste af koncerten.
Alligevel løfter han hele rummet.
Det gør ikke oplevelsen mindre, men den bliver anderledes.
For vi er klar til at gribe ham.
Og måske endnu vigtigere: han er klar til at blive grebet.
Hecchi er en af os i aften.
Ikke ophøjet. Ikke utilnærmelig. Men til stede. Menneskelig.
Og alligevel skinner genialiteten igennem som noget, der ikke helt kan skjules.
Koncerten åbner som en støvet western. Den spændte, kridhvide arm over guitaren står i kontrast til aftenens tema.
De garvede musikere forholder sig roligt, næsten underspillet. Som en forladt landsby i siesta, sitrende i varmen.
Tre smukke gargoyler danner kulisse bag ham.
Vågne og levende. Glæden lyser ud af dem.
Med underspillet humor og håndværk til fingerspidserne.
Og så begynder det at ske.
En kvinde med pageklip danser jive fra første nummer.
En mand foran mig bryder sin partner op på gammeldags facon. Hendes fjerlette røde nederdel roterer som en brændende præriesol, og mine kinder får snart samme farve.
Kroppe løsner sig. De modigste giver slip.
Jeg aner ikke, hvad Hecchi synger om.
Men det er heller ikke pointen.
Det er kroppen, der forstår ham først.
Den subtile vibration i hans udtryk forplanter sig direkte i publikum. Salen emmer af noget sjældent: en kollektiv vilje til at ville ham som kunstner og menneske.
Han har venner på alle vandrette flader.
Han sidder der foran os som en tung, musisk mafiaboss. En dansk Cornelis Vreeswijk. En King Louie, selv Svend Asmussen og Louis Prima ville have bifaldet.
Og så ændrer det sig.
Pludselig farer han ned gennem midtergangen med guitaren, skrigende gennem junglen.
Som en gnist, der ikke længere kan blive inde i bålet.
Afstanden forsvinder.
Der klappes, danses, hoppes og brøles vildere end til et jødisk bryllup.
Vores fotograf slipper kameraet og bliver en del af dansen.
Det er ikke længere en koncert.
Det er en tilstand.
Hvordan manden både har haft energi til at blive så god til guitar og til mennesker, er mig en gåde.
Alligevel ser jeg i glimt knægten øve på sit teenagesværelse med Vesterhavet i baggrunden.
Senere smider Hecchi solbrillerne.
Bag dem ligger en tydelig foragt for temaerne i flere af hans sange, understøttet af den lille Trump-replika ved hans side. Ikke kaotisk, men forarbejdet. Vendt. Trukket gennem noget vestjysk nøgternt.
Igen og igen tænker jeg: Hvem er hans muse?
Måske uretfærdighed. Måske fart. Måske erotiske forskydninger.
Eller bare hans egen rastløse mani.
Og måske os.
Hvor var vi i aften?
Hos Gatsby?
I en røgfyldt cabaret?
På en altan med musettemusik fra torvet?
Med speederen i bund i vores veteranbiler?
Eller som en forvildet vindheks gennem hans ørkenunivers?
Måske lidt af det hele.
Folk bliver hængende efter koncerten, selvom klokken er mange, som om ingen helt har lyst til at give slip på Mike.
Han bevæger sig generøst rundt mellem dem.
Det var sådan en koncert, der efterlod mig med lysten til selv at håndkværne mine kaffebønner næste morgen.
Og i nattens drømme røg alle cigarillos.
I dag er mit største dilemma, om jeg skal servere cowboytoast eller chili con carne til aftensmad.
Og hvornår jeg skal høre Hecchi igen.
Julie-Margrethe Gerd Estholm
